Sæsonen 2019 - 2020

Udgivet 05-10-2019 Af: Bente
Del:

Fjelstervang Idrætsforening – vel mødt til en aktiv sæson 2019/20.

Endnu engang lukker Fjelstervang Idrætsforening dørene op for en ny vinter sæson med forskellige indendørs aktiviteter for både børn og voksne. Som noget nyt i år har vi ændret lidt på sæsontiderne, hvorfor vinteraktiviteterne først starter op i uge 43 og dermed forlænges til primo april 2020.

Rigtige mænd

I denne sæson har vi haft fokus på de lokale mænd, hvor der er startet et ”Rigtige Mænd” hold op. Der er stor opbakning til holdet med 25 deltagere. Holdet havde opstart i uge 35, som blandt andet bød på kostvejledning ved Conny Møldrup fra Kibæk, træning ved Kenneth Lund fra Sundhedsfabrikken og en kanotur i Silkeborgsøerne. Træningerne er varieret fra gang til gang både i forhold til træningslokation forskellige steder i lokalområdet, samt med forskellige træningsaktiviteter. Holdet skal blandt andet have et par træninger hos Sundhedsfabrikken i Herning, til Crossfit i Silkeborg, Guidet mountain bike tur i Momhøje ved Anders Lillbäck fra Andens Cykel Fix i Silkeborg, Yoga ved Henrik Hansen. Holdet ledes af vores lokale træner Henrik Bay, sammen med Kenneth Lund fra Sundhedsfabrikken i Herning. Fjelstervang Idrætsforening er taknemmelige for den store opbakning til holdet.

Yoga for voksne. Der trænes hver torsdag fra kl. 19-20 i Landsbycentret. Kunne du tænke dig at finde ro og styrke i din krop til at klare hverdagen med mere overskud, så kunne yoga være noget for dig. Dette tilbud er for både mænd og kvinder, så tag endelig konen, manden, kæresten, naboen, vennerne eller veninderne med til yoga i Fjelstervang. Alle kan være med, både nybegyndere og øvede. Holdet trænes af DGI uddannet yogainstruktør Henrik Hansen.

Badminton: Det er med stor glæde, at vi igen kan åbne dørene for børnebadminton. Der trænes hver torsdag fra 17-18 for børn i alderen 3. klasse til 6. klasse. Trænerne glæder sig til smasch og drop. Der er allerede åbnet op for tilmelding på hjemmesiden www.østivest.dk. Motionsbadminton opstarter i uge 38.

Indendørs fodbold for børn. Igen i år tilbyder vi indendørs fodbold for børn i alderen 5. klasse op opefter. Der trænes hver fredag fra kl. 17-18.30 i Hallen. Så hvis du gerne vil holde fodboldstængerne vedlige og få pudset fodboldtrickene af, så kom med til indendørs fodbold.

Gymnastik: Igen i år kommer der fart over feltet, og vi glæder os til at tage imod en masse springlystige og danseklare gymnaster, der skal udfordres motorisk gennem leg og bevægelse. Gymnastikopvisningen bliver lørdag den 28. marts 2020, så sæt gerne allerede nu X i kalenderen.

I år tilbyder vi følgende hold:

Mor, far og barn for børn i alderen 1-3 år. Her skal vi lege, hoppe, trille, kravle, grine, løbe og synge sammen. Vi vil lave aktiviteter, hvor vi gennem leg og på redskabsbane udfordrer og stimulerer både motorik og sanser.  Der vil blive noget for enhver smag. Mød op med godt humør og deltag i dejlig Far-Mor-Barn kvalitetstid. Bedsteforældre er også velkomne.

Spilopperne er for børn i alderen 4-6 år. Vi giver den fuld gas og sørger for, at alle får sved på panden. Vi skal lære at slå kolbøtter, stå på hænder, løbe stærkt, kravle op i toppen af ribberne og måske sniger der sig også en dans eller to ind.

Super Heroes fra Fjelstervang er et tilbud til drenge og piger i alderen 0. klasse til 3. klasse, hvor de kan udfolde sig med springgymnastik som Super Heroes. Fjelstervang SFO er inviteret med som samarbejdspartner. De deltager og stiller med en enkel personale, når der er 10 børn fra SFOen, der deltager. Samarbejdet er et forsøg på at give børnene mere tid hjemme sammen med forældrene, da holdet Super Heroes ligger inden for SFO tiden. Idrætsforeningen glæder sig til samarbejdet, som kan give en ny vinkel til gymnastikken, i og med at SFO’en er en DGI certificeret bevægelses SFO.

Dans- og rytmepiger er for piger i alderen 0. klasse til 3. klasse. Holdet er for dig som har rytme i kroppen eller synes det er fedt og sjovt at bevæge sig til musik.

Store Springere er for børn i alderen 4. klasse og opefter. Spring er for dig, som er fuld af energi og vild med at hoppe og springe. Vi vil bruge airtrack og trampolin hver gang, men også inddrage forskellige redskaber og lege. Gennem spring udvikles de grundlæggende motoriske færdigheder. Vi vil bestræbe os på at inddele gymnasterne efter niveau, således at alle gymnaster kan udvikle sig.

Derudover tilbyder vi også motion for det voksne publikum.

Puls og styrke er for kvinder 18+. Dette hold indebærer styrketræning, konditionstræning og toning af hele kroppen gennem blandt andet tabata, Hiit og cirkeltræning. Træning som også kan bruges hjemme. Der er plads til individuelt niveau og skavanker. Manglende koordinering og svigtende motorik er ingen hindring, bare du har lyst til at give den gas og få sved på panden! Vi vil i løbet af sæsonen præsentere andre motionsformer ved hjælp af eksterne trænere. Kom glad og tag din nabo og veninde med, så skal vi sørge for en spændende træningstime!

Herreholdet er for mænd 18+. Holdets deltagere kan selv være med til at bestemme indholdet af træningerne, det kan eksempelvis være boldspil, styrketræning mv. Så mød op og tag din nabo eller ven med til en aktiv aften i et socialt fællesskab med andre herre.

Fjelstervang Idrætsforening glæder sig til at byde dig velkommen på et af vores hold.

Se træningstider, opstart, priser, samt kontaktoplysninger på vores hjemmeside: www.østivest.dk